Forløbet

Her er 2 historier fra 2 forløb der viser hvor forskelligt det være.  Hvordan en spiseforstyrrelse kan se ud og hvor man befinder sig i sit liv:

Fra Anna,

“Jeg var faret vild, da jeg fandt Cecilia. Var et meget mørkt sted. Troede ikke på, at jeg nogensinde kunne få det bedre.

Da jeg er en person, der skal se folk an før jeg tør stole på dem, gik der nogle gange før jeg følte mig tilpas, men jeg blev for jeg kunne mærke at det gjorde mig godt.

Jeg overgav mig hurtigt og fik helt og aldeles komplet tillid til Cecilia. Hun troede på mig og var ikke i tvivl om, at det ville få det bedre.

I det halvandet år jeg er kommet hos Cecilia, har hun været mit faste holdepunkt midt i alt mit kaos – hun har holdt fast i håbet om, at jeg skulle finde min vej ud. Vi har sammen viklet hele mit rodede garnnøgle ud – været her og der og alle vegne. Det har været en lang og sej kamp som jeg nu kan se tilbage på og vide, at efter dette kan jeg alt.

Jeg havde sidste konsultation hos Cecilia forleden og det var angstprovokerende, sørgeligt og skønt på samme tid. Som man gør med sine forældre, har jeg ladet mig binde mig selv til hende og langsomt fundet mine egne ben at stå på – det jeg aldrig lærte af mine egne forældre.

Jeg har aldrig følt mig så sikker på, hvad jeg vil og ikke vil, hvem jeg er, hvad jeg føler og vigtigst af alt, at det er okay. At jeg er okay. At jeg er fri. Og det har jeg Cecilia at takke for. Med hendes syngende svenske og blide væsen holder jeg utrolig meget af hende og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg netop fandt hende – at hun findes.

Jeg ville ønske der var en Cecilia til alle der kæmper og ikke tror på at det bliver bedre.

Bliver jeg spurgt, hvad det var der hjalp mig fri af min spiseforstyrrelse, mine adskillige andre diagnoser som sundhedssystemet klistrede på mig, er jeg ikke et sekund i tvivl – det var min tid hos Cecilia. Hun har haft evnen til at se mig som den jeg er (eller den der gemte sig under alt det andet) og se mig som et helt og raskt menneske, i stedet for at se sygdommen. Det har holdt mig fast i, at jeg ikke kun var syg, men at jeg er Emilie med alt hvad det indebærer.

Det eneste jeg har tilbage at sige er et tak! Fordi du ikke gav op på mig, fordi du blev ved, fordi du skabte et trygt rum hvor jeg kunne få et pusterum og lade alt komme ud lige så langsomt”.

Berit,

“Da jeg første gang kom til Cecilia var jeg rigtig stresset og ked af det og kunne ikke finde hoved eller hale i mit følelsesliv. Jeg satte mig ned og kiggede på hendes store flotte fotografi af en snegl der kravler blandt mælkebøtter og grønne planter og jeg forstod straks at jeg var kommet det rigtige sted. Cecilia har en facon der er blid og nænsom og det er dejligt for en hidsigprop som mig. At hun aldrig synes at undre sig eller stille spørgsmål ved ens overvældende udbrud og tårer er betryggende og dejligt.

Cecilia hjalp mig langsomt (som sneglen) men sikkert og trygt til at se mig selv i et nyt lys, til at se mit familiemønster (der kunne næsten ha’ stået familiemonster :-) i øjnene og til at stille og roligt begynde at tro på at mine følelser og fornemmelser ikke er forkerte og langt ude, men mine og aldeles acceptable.

Jeg var bare en helt almindelig halv-ulykkelig, halv-tyk kvinde i fyrrerne som ikke kunne få mit liv til at gå op. Nu nogle år senere efter lange rejser og langsom udvikling er jeg et nyt menneske, jeg er skilt fra min mand i gennem mange år og ja det er en lykkelig skilsmisse for hele familien. Jeg har fået et sjovere og mere interessant arbejdsliv, jeg træner og løber og nyder det og har tabt mig 16 kg!! Jeg har flere og bedre venskaber og har ovenikøbet fået mig en vidunderlig elsker :-) Jeg ser frem til min 50 års fødselsdag næste år som en kvinde der har det godt med sig selv, både fysisk og psykisk, én der hviler i sine følelser og tør være sig selv, slankere, lykkeligere og absolut sjovere både for sig selv og andre at være sammen med. Cecilia tak så hemskt mycket for din støtte og professionalisme. Og tak for din varme og vidunderlige person, humor og indfølelse”.