Gylden kanon

Det overmander mig

Det er voldsomt

Slet ikke grimt

Det er levende

 

Det er lidt det samme

Om tanken strejfer mig

At jeg må skabe noget smukt

Eller om instinktet byder mig noget andet

Såsom at spise

Eller beruse mig

Føle

Elske

 

Det er trangen

Skabertrangen

Eller også i første omgang trangen til destruktion

Så fuglen bagefter kan flyve op af asken

Og glimre ved sit uforlignelige nærvær

I luften
Universets enhed er aldrig klarere

End når man glider gennem ren luft

Uden en lyd

 

Jeg ligger der

Undrer mig igen

Fortiden ligger lige ved siden af mig

I en pose

Jeg forliger mig

Med det svigt jeg lige har oplevet

Bærer først posen ud i morgen

Eller i overmorgen

 

Ingen ved af det

Og godt det samme

Ingen ved bedre end jeg

 

For så ofte bliver jeg overvældet

Og reaktionen på lynnedslaget

Er som fyrværkeri jeg ikke selv har lavet

Somme tider en gylden kanon

Somme tider en ganske anden reaktion

Jeg har ingen kontrol

Men ingen ved bedre end jeg

 

Kun jeg ved

Denne impuls er ikke så skidt

Jeg kan ikke slå den ihjel

Jeg har prøvet

Men mistede mig selv

 

Jeg bygger en verden som passer til mig

Hvor skønhed, lykke, fred er tilgængeligt

Til stede sammen med mig

Grænser er luft

Luft jeg selv kan fortætte

 

Livet overmander mig

Det er smukt, fascinerende, rigt

Også når det er grimt

Det er levende

Det er mig

Sommetider og heldigvis

Luft, fortættet

En gylden kanon