Jeg var den perfekte glade pige

I 17 år lykkedes det Jette Johansen, 45 år, at holde sin spiseforstyrrelse skjult for familie, venner og kolleger. På trods af at hun kastede op efter næsten hvert eneste måltid, var der ikke nogen, der fattede mistanke eller konfronterede hende med problemet. Kun én gang hos lægen, hvor hun benægtede. For 4½ år siden gik hun i terapi og valgte at fortælle sin familie om problemet. Men hun ville ønske, at der var nogen, der havde grebet ind noget før.

Af Pernille H. Wedderkopp

Jette husker stadig den dag i vinterferien i 2002, hvor hun for alvor blev klar over, hvad der var i vejen med hende. Hun var på ferie med sin mand og deres to drenge på dengang 17 og 12 år og havde glædet sig til at åbne det nyindkøbte dameblad, som skulle læses i ro og fred. Men den indre harmoni blev forvandlet til en tilstand af følelsesmæssigt kaos, da hun nåede til en artikel om spiseforstyrrelser. For det var jo det, hun havde lukket øjnene for i 17 år. Med et stod det klart for hende, at hendes stærke trang til at kaste op efter hvert måltid, ikke skyldtes problemer med galdeblæren eller en anden mave-tarm-sygdom, som forskellige speciellæger efter flere undersøgelser og samtaler, var kommet frem til som en mulig forklaring. Og som hun selv i alle de år havde bildt sig ind var årsagen til hendes problemer.

Narret sig selv

”Jeg kan huske, at jeg smed bladet fra mig i første omgang. Jeg ville ikke ville tro på det. Men inderst inde vidste jeg godt, at jeg havde narret mig selv til at tro på, at der var noget galt med min mave eller mit tarmsystem, fordi det var nemmere at forholde sig til end en spiseforstyrrelse”, fortæller Jette, der efter 4½ års terapi hos psykoterapeut Cecilia Lundholm med speciale i spiseforstyrrelser nu bl.a. har fundet ud af, at sygdommen begyndte kort tid efter, hun fik sit første barn. Sønnen havde kolik, og da hun selv skulle starte på arbejde igen efter endt barselsorlov, følte hun ikke, at hun kunne overskue tilværelsen. Kravene om både at være en god hustru, mor, datter, kollega og medarbejder var mere end hun kunne klare, og hun fik det dårligere og dårligere. Hun begyndte at kaste op efter aftensmaden, hvilket blev hendes måde at kontrollere tilværelsen på. Hun var ikke selv klar over, at der var tale om en spiseforstyrrelse, og gjorde derfor ikke noget særligt for at skjule opkastningerne for sin mand eller to drenge.

”Det skete jo af og til, at de kunne høre nogle lyde. Men jeg sagde, at det var noget med maven, og at min læge ikke kunne finde ud af, hvad det var”, husker Jette som i dag undres en smule over sin egen naivitet, der ifølge hende selv skyldes en udpræget autoritetstro overfor læger. Hendes mand var også til stede ved flere af de undersøgelser, hun fik foretaget og deltog i flere af samtaler med lægerne uden at virke skeptisk over for deres forsøg på at forklare de daglige, systematiske opkastninger efter måltiderne med en mavesygdom.

Det hele ramler sammen

I 2003 ramler tilværelsen for alvor sammen om Jette. Den yngste søn plages af angstanfald på grund af bl.a. dødsfald i familien, hendes far får konstateret lungekræft samt små kræftsvulster i hjernen, mandens forretning skranter og han må lukke sit firma og en underlivsundersøgelse viser tegn på celleforandringer i hendes krop. På samme tid er hun netop blevet uddannet som sosu-hjælper og er påbegyndt videreuddannelse som sosu-assistent efter 20 år som kontorassistent i en a-kasse. De negative oplevelser forværrer spiseforstyrrelsen, men ingen griber ind. Og selv har hun stadig ingen idé om, at den er rivende gal.

”Jeg er godt nok begyndt at tabe mig ret meget på det tidspunkt, men jeg slår det ligesom hen med, at jeg jo heller ikke spiser særlig meget. På det tidspunkt levede og åndede jeg for min far, som lå for døden, og det er jo meget naturligt at holde op med at spise i sådan en situation. Han skulle ikke lide alene”, fortæller Jette, og tilføjer, at hendes læge kun én gang i løbet af de mange år, havde spurgt hende om opkastningerne kunne skyldes en spiseforstyrrelse. Jette svarede ganske enkelt ”Nej!”, og er aldrig siden blevet konfronteret med spørgsmålet.

”Min læge accepterede svaret uden videre, og det var det. Han bragte det ikke på bane igen, og det tog jeg som et udtryk for, at der jo så vitterlig måtte være noget andet galt med mig”, forklarer Jette.

Satte noget i gang

Få dage efter at Jette havde læst artiklen om spiseforstyrrelse besluttede hun sig for at kontakte psykoterapeuten, Cecilia Lundholm, som er specialist i at behandle spiseforstyrrelser. Mødet blev startskuddet til den nu snart 4½ år lange behandling, som i dag har givet Jette en bevidsthed om de ting i hendes liv, der har ført til spiseforstyrrelsen. Det handler især om hendes mor, som har været enormt styrende i hendes barndom. Om Tivoli-ture, der blev aflyst i sidste øjeblik, om psykisk terror i form af tavshed i flere dage, om ikke at blive ”set” og ”hørt” som den pige, hun var, om aldrig at føle sig god nok, om altid at skulle behage, og ikke få lov til at være barn.

”Mine forældre mistede et barn, inden jeg blev født, og jeg har altid haft følelsen af at være en erstatning for det barn. Jeg har aldrig kunnet gøre min mor tilfreds og for at kompensere har jeg skabt billedet af den perfekte, dygtige og glade pige. Indeni var jeg ulykkelig, men jeg lærte at holde facaden”, fortæller hun og understreger, at hendes far, som var hendes ét og alt, desværre ikke formåede at bryde morens dominans i hjemmet.

Får det bedre

Jette oplever en umiddelbar bedring efter hun er begyndt at gå til psykoterapi, og i en periode på to måneder kaster hun ikke op én eneste gang. Hos Cecilia Lundholm er hun begyndt at arbejde med ikke at vende de negative ting, der sker i dagligdagen og tilværelsen, mod hende selv. Men det er en langsom proces, og da en god ven omkommer i en trafikulykke for to år siden ryger Jette igen tilbage i opkastningernes vold. Langsomt kæmper hun sig tilbage til en mere normal hverdag, men for et år siden tager spiseforstyrrelsen igen til med fornyet styrke.

”Det har virkelig været op og ned. Sidste vinter røg jeg helt ned med en depression på udløst af et dårligt arbejdsmiljø på det job, jeg havde på et bosted for psykisk handicappede. Jeg tabte mig meget og var destruktiv ved mig selv”, fortæller Jette, der dog for et par måneder siden var i stand til at søge nyt arbejde, og blive indkaldt til to jobsamtaler, hvoraf hun fik det ene som studiesekretær på RUC. Den slags er godt for selvværdet.

”Så er det jeg tænker ”yes”, jeg kan jo godt, hvorfor skal jeg være så ond og destruktiv ved mig selv”, fortæller Jette, der føler, at den stemme, der siger ”nej” til at kaste op, er blevet stærkere i løbet af de sidste års terapi.

Glad smiley

Hun er sikker på, at hun nok en dag skal finde styrken til at trodse den lille stemme, der siger ”gør det bare”. Men indtil videre tager hun en dag af gangen, og håber bare på, at hun, når dagen er omme, kan sætte en glad smiley i familiens fælles kalender. Et udtryk for at maden er blevet i hendes krop. Hun hjælper bl.a. sig selv ved at måle og veje sin mad og spise efter vægtkonsulenternes opskrifter, så hun ved, at hun ikke får for mange kalorier.

”Nu ved jeg, at jeg vil vinde min kamp, for jeg vil ikke dø af min spiseforstyrrelse. Men det er en enorm hård kamp hver dag, og det er svært at forklare min mand, at jeg stadig efter så mange år i terapi stadig har brug for at kaste op”, fortæller Jette, der kæmper hårdt dagen efter, hvis hun ikke har fået sat en smiley. Men bare et par dage i træk uden opkastninger er en sejr for Jette i betragtning af, at det har været en daglig foreteelse i de sidste tyve år. Og hun føler derfor, at hun er gået glip af mange hyggelige stunder med familien især omkring måltiderne.

”Hvis vi f.eks. var ude at spise på en restaurant, skulle jeg jo altid lige orientere mig om, hvor toilettet var. Maden skal op efter tyve minutter, så man kan ikke sidde og hygge sig og slappe af i lang tid. I mange af den slags situationer, har jeg ikke været nærværende nok, og det fortryder jeg i dag”, fortæller Jette, der har fået ødelagt sine tænder af mavesyre og også har fået en skrøbelig mave efter så mange år uden ordentlig kost.

Åbenhed

Men på grund af terapien har hun opnået større selvtillid og selvværd ved bl.a. at have fået øjnene op for, hvilken betydning forholdet til hendes mor, har haft på hendes liv. Og da Jette valgte at gå i terapi, traf hun også et valg om at være åben omkring sygdommen over for familie, venner og bekendte. Og responsen har været positiv. Hun ville bare ønske, at det var sket noget før. At nogen havde grebet ind tidligere – selvom hun ved, det er svært at konfrontere én man holder af med sin mistanke. Men tyve år er alt, alt for længe, slutter Jette