Livet med overspisning

Lige så længe jeg kan huske, har mad haft betydning i mit liv, lige så længe jeg kan huske, har jeg oplevet en tryg følelse ved at spise og lige så længe jeg kan huske, har jeg oplevet, at mad kan bruges til trøst.

Men det er først her i slutningen af 30érne, at jeg for alvor har erkendt, at jeg har den form for spiseforstyrrelse, der kaldes overspisning. Det er først nu jeg fuldt ud forstår, at jeg har brug for at tage hensyn til mig selv på en ny måde, at jeg har brug for at anerkende alle mine følelser og at jeg har brug for at lære at spise på en ny måde.

Det er nu jeg forstår, at det vigtigt at være tålmodig med mig selv og fokusere på processen ikke vægten – og det er langt sværere end jeg nogensinde havde regnet med.

Lidt om mig

Jeg er en kvinde på 39 år, der bor sammen med min mad og en søn på 7 år og en datter på fire år. I det store hele er jeg glad for mit liv, jeg har et godt arbejde, mange gode venner, en dejlig mand og søde børn og en aktiv fritid. Jeg kan nyde livet – og det er jeg super glad for.

Jeg er også en kvinde, der er ked af at veje for meget – der kender til skammen ved at være anderledes og har en begyndende frygt for at overvægten skal påvirke mit helbred. Tankerne om, hvad det betyder for mine børn, at jeg spiser som jeg gør og at jeg vejer det jeg vejer, det er også begyndt at fylde for mig. Det er spørgsmål som: Bliver de også overvægtige og bliver de mon moppet på grund af mig, der rejser sig.

Jeg er også nervøs for at komme til at veje mere, lige nu er jeg stor, men ikke enormt stor. De sidste år har jeg ligget stabilt lige under de 100 kg.

Min vægt historie

Jeg har størstedelen af mig liv været overvægtig. Ikke super meget som barn, men hele tiden lidt større end de andre børn. Indtil 6-7 års alderen oplevede jeg ikke mig selv som overvægtig, det kom først lidt senere.

Jeg blev moppet for det at være overvægtig – så det bidrog til en dårlig spiral, hvor jeg fik lyst til trøste mig selv med mad.

I min familie blev der ikke talt om min overvægt, jeg kunne heller ikke tale med dem om, hvordan det var for mig at blive moppet. Så jeg var alene om skammen og der var maden en trøst.

Men med jeg havde en også en medfødt trods og kampgejst – så jeg havde også mange gode stunder i min skoletid, gode venner og modet til at kæmpe mod det, der føltes uretfærdigt.

Da det var ved at gå galt

I mine teenagere år, da jeg var 15-16 år havde jeg en periode, hvor jeg var meget tæt på, at få et yderligere alvorligt forhold til mad. Jeg ville være tynd, så jeg begyndte at løbetræne en del og spise så lidt som muligt. Jeg fandt på måder, at springe måltider over på, og mine forældre gav mig nogle gange lov til, at nøjes med at spise gulerødder til aftensmad.

Jeg begyndte også at sige til min mor, at jeg tog en rugbrøds mad med op til værelset, hvorefter jeg smed den væk i en pose, som jeg havde på mit værelse.

Jeg tabte mig, og fokuserede meget på mit udseende – jeg blev helt høj ved tanken om min nye krop. Denne periode stod på i 3-4 måneder og sluttede ved, at mor engang grædende mødte mig og sagde, at hun havde fundet posen med det gemte mad.

Hun spurgte mig, hvorfor jeg havde gjort det, men jeg kunne ikke forklare, hvorfor. Hun sagde, at hun ville lade være med at fortælle det til min far, hvis jeg begyndte at spise igen. Jeg husker kun følelsen af skam!

Vi talte aldrig om det igen, og dagen efter begyndte jeg at spise normalt igen. Eller det vil sige, på en måde der var normal for mig, jeg gik tilbage til min overspisning.

I mine unge år fulgte overspisningen mig også i nogle perioder mere end andre – men dog en tro følgesvend. Der har dog altid været plads til en masse gode oplevelser, jeg har ikke ladet mig begrænse af det at være overvægtig. Det er som om at overspisningen blev den balance der gjorde, at jeg har haft mod til at være så meget ude i livet, som jeg faktisk har været. Det ser jeg nu!

Rent vægtmæssigt er jeg blevet ca. 20 kg tungere fra starten af mine 20ére til nu. Der har været tale om en langsom stigning af vægten – det er ikke sket i store spring.

Modsat mange andre har jeg ikke været på mange hårde slankekure. Der har dog været to omgange.

Engang i midten af mine tyvere, hvor jeg var på en pulverkur. Jeg tabte mig hurtigt og var meget stolt af mig selv, men efter en periode tog jeg alt på igen.

Næste gang var i starten af 30érne, hvor jeg kom hos vægtvogterne efter jeg havde fået mit første barn. Jeg tabte mig fordi jeg skulle giftes. Jeg kunne godt lide den struktur, der var hos vægtvogterne og jeg tabte mig stille og roligt og nåde mit mål på 80 kg.

Men ikke desto mindre tog jeg det hele på igen…. Siden da har jeg vist, at det at være på slankekur var det forkerte for mig, at det var noget andet, der skulle til.

At overspise

Hvis du som udenforstående tænker, hvad det betyder at overspise, så vil jeg her skrive lidt om, hvad det betyder for mig.

Når jeg overspiser, så sker det typisk om eftermiddagen og aftenen. Jeg kommer hjem fra arbejde, bliver sulten, tager en rugbrødsmad og måske en til. Til aftensmaden spiser jeg to portioner mad er meget mæt. Ungerne bliver lagt i seng, jeg får lyst til at slappe af og koble af fra det hele.

Jeg sætter mig foran fjernsynet og begynder at tænke over om der er noget at spise i skabene, hvis der ikke er slik eller lignende spiser jeg noget andet, eventuelt knækbrød med ost. Jeg nyder koblingen mellem det at spise og at slappe af og se fjernsyn.

Når jeg kommer i seng er jeg træt og skamfuld vred på mig selv fordi jeg igen faldt i.

Andre måder jeg mærker min overspisning på er, at hvis der er nogle der har sat en skål slik frem på arbejde, så kredser jeg om det indtil den er tom – jeg kommer til at spise uhæmmet.

Når jeg overspiser, kan jeg mærker at der er en anden side at mig, der tager over. En meget magtfuld side med stor kraft. Det er en lille gal pige der siger: ” når jeg vil spise, så vil jeg spise og igen skal stoppe mig.”  Det føles som om, at det er en ubevidst side, der tager over. Ubevidst og meget magtfuld.

Du spørger måske også, hvorfor jeg overspiser? Hvad bruger jeg maden til. Når jer tænker over det, så kan jeg mærke at det har skiftet igennem tiderne. Som barn var det trøst en måde at give mig selv omsorg på. I dag som voksen er det en måde at koble af fra krav og lignende i mit liv. Mine egne og andres krav. Det er en måde ikke at tage ansvar – en måde ikke at mærke efter.

På den måde er det også svært at sige farvel og tak til det at overspise, da maden har været en god og trofast følgesvend i gennem livet. Jeg skal nu lærer at tage ansvar for mig selv på en ny måde, slappe af på en ny måde og lære at mærke mig selv.

Behandlingen for min overspisning

Jeg valgte at starte i Cecilias gruppe for overspisere for et år siden. Vi er en gruppe på 5 kvinder, der har valgt at arbejde med vores overspisning. Vi mødes engang hver 14. dag.

I denne gruppe har jeg lært betydningen af, at blive mere bevidst om, hvad det er min krop fortæller mig. Jeg har fået mulighed for, at sætte ord på, hvordan det er at overspise og være overvægtig.

Jeg har også lært at tage mere hensyn til trodsige side af mig, der har brug meget tid og tålmodighed for at kunne følge med.

Ved at høre om de andre kvinders historier har jeg fået en oplevelse af, at der er andre med den samme problematik som mig. At jeg ikke er alene.

Den skam jeg tidligere har haft over at overspise er også blevet meget mindre efter jeg er startet i gruppen. Jeg kan nu tale om det at være overvægtig uden at føle mig skamfuld.

Gennem arbejdet i gruppen er jeg også blevet bevidst om, at det at kommer igennem min overspisning er en tidskrævende proces, jeg har lært at være mere tålmodig med mig selv.

Jeg skal lære at mærke efter på ny og jeg skal lære at spise på en ny måde.

Mit mål er ikke længere at blive slank som en sylfide –  mit mål er at spise på en sund måde.

For mig betyder det at spise på en sund måde, at finde balancen mellem at være i kontrol og være ude af kontrol. Jeg forstår kontrol som det at være på slankekur og uden kontrol den totale overspisning.

Mit mål er at spise fordi jeg er sulten og har lyst til det – og ikke spise fordi jeg har brug for at slappe af.

Jeg ønsker at være tryg i min krop, kunne rumme mine følelser og oplevelser og leve et spændende liv.

Her og nu

Nu efter at have arbejdet med mig selv i gruppen i et års tid, så står jeg stadig midt i processen. Jeg er endnu ikke ude af min overspisning, men jeg har fået troen på at det kan lade sig gøre.

Jeg har opdaget nogle metoder, som kan gøre brug af, når jeg har brug for at overspise:

  •  Jeg kan vælge at løbe mig en tur
  • Jeg kan meditere
  • Jeg kan vælge at læse
  • Jeg kan tale med min mand eller en god veninde
  • Jeg kan vælge at lave noget sjovt sammen med mine børn
  • Jeg kan skrive dagbog
  • Jeg kan vælge at gå i seng hvis jeg er træt
  • Jeg kan synge
  • Jeg kan vælge at bruge de kræfter jeg har
  • Jeg kan passe på mig selv, når jeg har brug for det
  • Jeg kan vælge at sige til og fra
  • Jeg kan græde, når jeg er ked af det

Jeg overspiser stadig, men jeg kan mærke, at det går den rette vej. Jeg er langsomt ved at genvinde ansvaret for mig selv.

Alt dette kan også siges med dette digt, som jeg har skrevet til ”Sylfiderne” for nogle år siden.

SKRIGET PÅ VEJ

Jeg husker et maleri
bevæger mig tilbage til en anden tid.
En kvinde står på en rystende bro.
Hendes ansigt fyldt op af angst,
hænder ved ansigtet.
Hun skriger!
Skriget er stumt men brutalt iørefaldende.
Hun siger intet, men skriger.

Jeg husker billedet, det gjorde mig bange.
Men fascinationen var der også.
Det talte til mig.
Skreg med mig.
Skriget havde en anderledes struktur.

Jeg skreg med læbestift på hvide gardiner.
Jeg skreg med en halvmuggen pose af mad der aldrig blev spist.

Mine skrig var lige så angstfyldte og brutale som kvindens,
men også lige så stumme.
Hvorfor blev de ikke hørt?

Jeg kunne heller ikke selv holde mine skrig ud.
De passede ikke til den perfekte verden.
De skulle forsvinde, gemmes væk.
Posen med den rådne mad blev taget frem.
De rådne rugbrødsmadder blev til de lækreste kager,
og skønne poser med de lækreste krydrede chips.
Min krop blev fyldt op af disse vidunderlige blødgørende midler.
Skrigene var ikke længere skrig, men små suk.
Langsomt blev jeg gladere
dannede mit liv.

Men skrigene blev ved med at være der som en baggrund.
Aldrig mere ville jeg udsætte mig for oplevelser, der kunne give skrig.
Madens boblende blødhed blev universalmidlet.

Men jeg havde lysten til noget andet!

En tro på livet
en frådende lyst til at gribe fast og ikke give slip.
Dette ønske fik langsomt skriget frem på mine læber.
Jeg hader dem ikke længere
stumheden er forsvundet.

Tilbage står ikke den perfekte Kvinde
Men virkelighedens kvinde
Jeg har stadig lyst til livet!